Vintergæk – forårets første hvide klokker
Vintergækken (Galanthus nivalis) er den blomst, der for alvor melder vinterens afslutning. Allerede i februar skyder de spinkle, blågrønne blade op gennem kold jord og visne løvblade, og kort efter folder de hvide blomster sig ud på tynde, bøjede stilke. Hver blomst hænger som en lille klokke og består af seks blosterblade: tre ydre, der er rent hvide og aflange, og tre korte indre, der er mærket med et grønt, hjerteformet aftryk.
Planten bliver sjældent mere end 10-15 cm høj, men virker desto stærkere, når den står i store, hvide tæpper under løvfældende træer.
Blomstringen strækker sig typisk fra februar til marts og i kolde år ind i april. Duften er svag og honningagtig, og de første bier og humlebier finder frem til blomsterne på de lune dage. Som løgvækst i amaryllisfamilien trækker vintergækken sig tilbage igen i løbet af maj, hvor bladene gulner og samler næring til næste sæson.
Pleje i vasen og i haven
En buket vintergækker holder sig bedst køligt. Skær stilkene skråt over, brug kun lidt vand i en lav vase, og stil buketten væk fra radiator og direkte sol – så holder blomsterne som regel fem til syv dage. Lad dem stå for sig selv det første døgn, hvis du vil kombinere dem med påskeliljer, da påskeliljernes saft hæmmer andre blomster.
Vil du have vintergækker i haven, sættes løgene om efteråret 8-10 cm dybt i halvskygge i muldrig, veldrænet jord, eller planterne flyttes "i grønt" lige efter blomstringen. De er fuldstændig hårdføre, kræver ikke mere end et lag kompost om foråret og breder sig villigt af sig selv med sideløg og frø.
Lad bladene stå, til de er helt gule, så løgene når at samle kræfter.
Hvornår giver man vintergækker?
Vintergækken er den klassiske gave i februar og marts, hvor den sendes med et gækkebrev til familie og venner, og modtageren skal gætte afsenderen. Den lille hvide buket er også en fin opmærksomhed til en nabo, en kollega eller en, der bare trænger til et forårstegn. Enkel, uprætentiøs og alligevel noget af det smukkeste, sæsonen byder på.
